Hvis kufferten ikke lander samtidig med dig
Erfaringer siges vi at blive klogere af. Men erfaringer kan vi heldigvis også lære af og omsætte til handlinger, der gør os bedre forberedt næste gang.
Det gælder i alle aspekter af livet – også når familien skal på sommerferie. To gange har vi oplevet at ankomme til vores destination uden kufferten med badetøjet. Første gang håbede vi, det blot var en engangsoplevelse. Men da det skete igen, blev det en læring, som vi i dag aktivt prioriterer at være på forkant med.
Efter en lang rejsedag ser vi frem til muligheden for at hoppe en tur i vandet og mentalt lande – måske akkompagneret af et koldt glas vin. Friheden og muligheden er en prioritet for os. Om vi rent faktisk kommer i vandet, kan variere. Men første gang vi oplevede at vente på vores badetøj, gik der op til tre døgn, før vi så vores kuffert igen. Og ikke alle steder kan man købe badetøj, der passer hverken formerne eller forfængeligheden.
Små valg, der gør en stor forskel
I dag ligger badetøjet altid i håndbagagen. Børnene er i dag så store, at de har deres eget badetøj i deres egen håndbagage, men vi sørger for, at alle har mulighed for en badetur, når vi kommer frem – sammen med et sæt rent undertøj. Alle afkølede. Alle rene.
Min bærbare computer, astmamedicin og de vigtigste personlige ting er selvfølgelig også altid med. Men på sommerferien – eller andre ferier, hvor der er vand i sigte – er badetøjet fast inventar i håndbagagen.
Det betyder, at hvis en kuffert bliver forsinket, kan vi stadig klare det første døgn uden stress. Ferien starter mere roligt, fordi vi allerede har taget højde for et af de scenarier, der kan opstå – og er forberedte.
At give dust bags et ekstra liv
Jeg gemmer næsten altid mine dust bags, der følger med, når vi køber sko eller tasker. Altså de stofposer, der beskytter produkterne mod støv og skrammer, når de ikke er i brug.
Det er poser, jeg bruger meget – både i hverdagen og på rejser – til meget mere end blot opbevaring af produkter. En lille stofpose, som mange måske ikke tillægger den store værdi, men som kan bruges til overraskende mange ting, afhængigt af størrelsen.
Jeg bruger dem til at organisere badetøj, lingeri, strømper og andre småting, så de er nemme at finde i både håndbagage og kuffert. Badetøjet, som kommer med i håndbagagen, bliver blandt andet opbevaret i en af disse dust bags. Posen holder styr på både stropper og indhold – praktisk og visuelt.
Man kan ikke forudsige, hvordan en rejse kommer til at udfolde sig. Men man kan tage nogle små, bevidste valg på forhånd, som gør de uforudsete bump lidt blødere.
Den famøse dust bag bliver også brugt til mine sko i kufferten – og til undertøjet. Først det rene, senere det beskidte. Så er det klar til at komme direkte i vaskemaskinen, når vi kommer hjem. Et lille produkt, der blot følger med, men som i praksis har mange flere funktioner end den oprindeligt var tænkt til.

